Lov, ret og retfærdighed: Shakespeares aktualitet i ‘Measure for Measure’

Standard

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at gense Shakespeares ’Measure for Measure’, produceret af Cheek by Jowl i samarbejde med Pushkin teatret fra Moskva, som i aften spiller for sidste gang som en del af HamletScenens ’Shakespeare Festival at Hamlet’s Castle’ på Kronborg. Jeg blev endnu engang imponeret af den knipskarpe iscenesættelse og fremragende skuespiller- præstationer (som også har begejstret danske anmeldere); og ikke mindst den måde hvorpå iscenesættelsen formår at fremhæve stykkets forbløffende aktualitet. Det gælder både dens subtile hentydninger til nutidens Rusland og dens glimrende forståelse og præsentation af tekstens provokerende og tankevækkende indhold om lov, ret og retfærdighed.

3

Foto Bo Nymann

Shakespeare interesse i juridiske spørgsmål bemærkes ofte, og jurister har i lang tid gengældt interessen ved udforske juridiske spørgsmål via Shakespeares teaterstykker: Flere britiske og amerikanske universiteter udbyder i øjeblikket kurser i jura og Shakespeare Det er atter Shakespeares evne til at få os til at grunde over de verdensanskuelser og begreber vi anvender, som anses for nyttig og berigende for jurister såvel som for teater – og litteraturforskere. I den følgende tekst har jeg spurgt højesteretsdommer Anne Louise Bormann til råds om Shakespeares udforskning af retsfilosofiske begreber i ’Measure for Measure’.

Shakespeares aktualitet i ’Measure for Measure’

2016 har som forventet vist sig at være én lang verdensomspændende fejring af 400-året for den engelske digter og skuespilforfatters død i 1616. Det har naturligvis også givet anledning til adskillige bud på hvorfor hans værker stadig forekommer os at være så uimodsigeligt aktuelle i dag, deriblandt en efterhånden velkendt insisteren på at Shakespeare har opnået universel og tidløs status, fordi han formår at beskrive situationer og følelser, som alle mennesker kan genkende på tværs af tid, sted og kulturelle tilhørsforhold.

Problemet er dog at dette mantra ofte ikke har så forfærdeligt meget at gøre med det specifikke indhold i Shakespeares værker og i værste fald kan få os til både at overse og misforstå hvad han egentligt repræsenterer. Ingen tvivl om at Shakespeare er aktuel og har været det de sidste 400 år (og sikkert vil vedblive at være det de næste 400), men at kategorisere Shakespeare som en ’klassiker’ uden udløbsdato og med universel relevans er lidt for nemt. Når vi siger at vi alle kan genkende os selv i Shakespeare, kommer vi til at bruge ham som en velkendt stemme, vi gang på gang vender tilbage til for at få bekræftet noget vi allerede ved. Det har en snært af basal gentagelsestrang (’den samme godnathistorie som i går og i forgårs, Far!’), men Shakespeares aktualitet består ikke i hans evne til at beskrive noget, som vi allerede ved. Den består i præcis det modsatte: til at få os til at tvivle på det, vi tror vi ved. Hamlet – vores egen danske prins – er naturligvis tvivleren par excellence, men kernen i alle Shakespeares værker er tvivlen, som via hans geni bliver en etisk fordring. Shakespeare viser os at ingen menneskeskabt virkelighed er så absolut, at man ikke kan vende den på hovedet eller på vrangen, og han opfordrer os igen og igen til at udfordre og afklare fundamentale begreber i vores opfattelse af verden, os selv og hinanden.At se eller læse et af Shakespeares teaterstykker træner vores kritiske sans og vores evne til at tænke selvstændigt og originalt – hans publikum er aldrig passive vidner til de begivenheder, der udspiller sig for deres øjne, men opfordres direkte eller indirekte til at tage stilling. Og meget ofte viser Shakespeare sit publikum, hvordan de begreber som politikere og andre magtpersoner griber til i deres retoriske udspil både kan – og skal – udforskes og afklares. Hvis vi hovedsagligt fokuserer på Shakespeare som en repræsentant for de store følelsesdramaer, kan vi også gå glip af hans fabelagtige indsigt i politiske magtspil. Få kan som Shakespeare iscenesætte magtmisbrug, korruption og autokrati, og belyse hvordan sådanne processer opstår. Interessant nok har Shakespeare da også været meget flittigt citeret i britiske medier under de seneste ugers ’Brexit’ drama, hvor udviklingen i den britiske regering begyndte at ligne slutscenen i Hamlet, hvor det meste af det danske hof er døde, og Fortinbras kan samle kronen op og sætte den på sit eget hoved.

I den mørke, morsomme og uhyre spændende ’Lige for Lige’, er det især begrebet ’retfærdighed’, der granskes med Shakespeares sædvanlige dybde og indsigt. I løbet af stykkets nervepirrende handling – som leverer korruption, sex, forvekslinger og afhuggede hoveder for alle pengene – kommer Shakespeare igen og igen tilbage til hvad retfærdighed betyder og hvilket ansvar der hviler på alle, som skal udøve retfærdighed fra en magtposition. Stykkets titel ’Measure for Measure’, som vi på dansk oversætter til ’Lige for Lige’, er direkte hentet fra ’Bjergprædikenen’ i Mattæus Evangeliet, kapitel 7, vers 2, hvori det hedder: ‘Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.’ Dette har inspireret (og forvirret) kritikere til at læse stykket som alt fra en kristen dommedagsallegori til en subtil udfordring af autoritets – og magtpositioner af alle slags. Vigtigt er det dog at pointere at Shakespeare – på sin karakteristiske udogmatiske facon – skaber en handling, hvor både syndere og de renfærdige slås med så moralsk-ladede begreber som retfærdighed og barmhjertighed. Publikum konfronteres med en række forskellige fortolkninger og må til sidst selv vælge side.

Handlingen foregår i et fiktivt Wien gennemsyret af destruktive seksuelle drifter, og det farverige persongalleri spænder fra bordelmuttere og småkriminelle til dommere og præster. Hertugen af Wien vil have orden og moral tilbage, men overlader oprydningsopgaven til sin rigsforstander, Angelo: en embedsmand med isvand i årerne, der straks går til sagen. mens hertugen selv forklæder sig som munk og derefter bevæger sig ind og ud af handlingen som en mystisk kutteklædt observatør og manipulator, førend han til sidst står frem og reder stykkets tråde ud. I sin nye magtposition handler Angelo ud fra et princip om, at loven ikke må ende som et fugleskræmsel, der mister sin effekt efter fuglene har opdaget at det er ufarligt. Den første, der får dette at mærke er Claudio, en ung mand fra Wiens bedre borgerskab, som er kommet til at gøre sin trolovede gravid i modstrid med en gammel lov, der foreskriver dødsstraf for sex før lovformeligt ægteskab. Det viser sig dog, at han har en smuk og veltalende søster ved navn Isabella, som går i forbøn for sin bror hos Angelo. Mødet mellem Angelo og Isabella er en af stykkets absolut centrale scener og udvikler sig til en skarp udveksling, ofte beskrevet som en debat mellem barmhjertighed, repræsenteret af Isabella, over for Angelos strenge retfærdighed.

image008

Foto Bo Nymann

Flere af Shakespeares stykker indeholder retssager, der på forskellig vis udforsker lovens betydning og virke og ligesom i ’Lige for Lige’ sætter begreber som retfærdighed og barmhjertighed på spidsen. Den mest berømte er vel nok sidste scene af ’Købmanden fra Venedig’, hvor købmanden Antonio er meget tæt på at miste et pund af sit eget kød, men i sidste øjeblik reddes af juridisk snilde. En retssag indeholder mange elementer, der kan minde om et skuespil, hvor aktørerne – forsvarer, anklager og dommer – har hver sin rolle og sine replikker. Det har Shakespeare sikkert heller ikke kunnet undgå at lægge mærke til. Udforskningen af begreber med retsfilosofisk betydning er aldeles aktuel i et skuespil som ’Lige for Lige’. Ifølge den danske retsfilosof, Alf Ross, er en dom retfærdig, hvis den er regelret, altså i overensstemmelse med en gældende lov, og det er Angelos. Faktisk accepterer Isabella også i første omgang Angelos dom med ordene ’strenge, men retfærdige lov: jeg havde en bror’.

En retfærdig dom kan forstås ganske enkelt som en dom i harmoni med retlige regler, så den, der begår en handling, ud fra retsreglerne kan forudse, hvilken dom handlingen vil medføre, og det er vigtigt at holde fast i, når det hænder at ’retfærdig’ eller ’uretfærdig’ bruges i deskriptiv forstand af en person, som er for eller imod indholdet af en given regel eller lov. For Alf Ross er dette blot et eksempel på en ganske subjektiv eller følelsesmæssig argumentation. Derfor kan Claudio og Isabella principielt ikke kritisere Angelos dom, fordi den ikke er til deres fordel, men er nødt til at acceptere den. Det synes Isabella også at erkende, for hun appellerer ikke til Angelos retfærdighedssans, men til hans barmhjertighed, et andet begreb, som tydeligvis interesserer Shakespeare. Barmhjertighed er i langt højere grad en personlig refleksion og handling – Isabella beder Angelo sætte sig selv i Claudios sted og granske sit eget synderegister – hvorimod Angelos retfærdighed er ganske upersonlig: hans svar er ganske enkelt at ’det er loven, der dømmer ham, ikke jeg’.

Der, hvor problemet med retfærdighed opstår, er ikke så overraskende når en domfældelse er ledt af personlig interesse. Og det må siges at være tilfældet, da det viser sig at Angelo i løbet af diskussionen med Isabella til sin egen overraskelse bliver så tiltrukket af hende, at han til sidst tilbyder hende at frikende hendes bror, hvis hun vil indvillige i at begå selvsamme synd, som han er dømt for. Isabella må nu forsøge at redde sin brors liv uden at ofre sin egen uskyld, og resten af stykkets handling bruges på at komplicere (men til sidst at løse) denne umulige situation. Alt sammen akkompagneret af Shakespeares filosofiske dybde, ironi, iblandet sjofle vittigheder på bedste vis.

Pointen i ’Lige for Lige’ er dog ikke så simpel at en dommer kan synde i tanke eller gerning og derfor ikke bør dømme andre – dette er Isabellas argumentation, men følger samfundet denne, ville det i sidste fald blot betyde anarki. Shakespeare viser i stykkets sidste scene – hvis spændende og overraskende indhold ikke skal afsløres nærmere her – en ny fortolkning af ’retfærdighed’. Forskellige positioner italesættes – fra ubetinget kristen tilgivelse til et ubønhørligt gengældelsesprincip – men stykkets sidste udsigelse er et ubesvaret spørgsmål, som publikum selv må tage stilling til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s