‘Hamlet at Elsinore 1816-2016’: Exhibition at King’s College London, 5-9 August 2016

Standard

This is something I have been looking forward to sharing. Several months ago I was given the opportunity to curate and organize an exhibition telling the story of a place which, for centuries, has been developing an extraordinary Shakespearean performance tradition. It has been excellent to work with HamletScenen, resident theatre at Kronborg, and I’m hugely grateful to King’s Collge London for hosting the exhibition as part of the World Shakespeare Congress and the Shakespeare400 Festival, as well as to the Danish Embassy in London for supporting the project.

exhibition pic

Kronborg Castle in Elsinore is much more than a Shakespeare-themed tourist destination, although the castle is certainly worth visiting, even if one does not have the slightest interest in Shakespeare or Hamlet. This is a place, where Hamlet has been continuously performed in politically charged contexts and against a backdrop of tensions between nationalist ideologies. But, at the same time, Kronborg has been – and certainly still is – a place, where significant intercultural meetings and exchanges take place through Shakespeare. These two stories – one of nationalism and conflict and one of international dialogue – emerge from the exhibition material, which includes some extraordinary photographs, production programmes and other material from the extensive archive held by HamletScenen, as well as  the ghost-like filmed footage of the tercentenary Shakespeare celebrations at Kronborg in 1916 from the Danish Film Institute.

IMG_0696

The tradition of inviting renowned international theatre companies to perform at Kronborg Castle in Elsinore became an important occasion for cultural diplomacy, not least throughout the twentieth century and in connection with three pivotal productions brought to the castle by The Old Vic with Laurence Olivier in 1937, Staatliches Schauspielhaus with Gustaf Gründgens in 1938, and John Gielgud in 1939.

IMG_0724

Since then productions of Hamlet and other Shakespearean plays from all over the globe have visited the castle, offering Danish audiences the possibility to see Shakespeare’s Danish prince through the eyes of other cultures. This has also become an important vehicle for Danish self-reflection through the character of Hamlet, both in times of peace and in times of tension, as seen in the words written by the well-known Danish author, poet and political commentator Tom Kristensen to welcome John Gielgud in 1939:

Welcome, John Gielgud and your actors, welcome!

Moreover that we much did long to see you,

The need we have to use you did provoke

our hasty sending. Something have you heard

of Hamlet, Prince of Denmark’s transformations

and of the manifold interpretations

which have confused us and confuse us still.

Is he a Dane? A countryman of yours?

A spirit of the modern doubt and weakness

or active as a prince of the renaissance?

A hero or a coward? Tell us that.

This is just one of several examples which tell a fascinating and often moving story about Hamlet performances in a place whose identity has been so strongly formed by Shakespeare’s imagination.

IMG_0700

IMG_0722

Before the opening of the exhibition this Friday, I was in Elsinore and saw the excellent production of Measure for Measure by Cheek-by-Jowl and the Pushkin Theatre. The Danish weather gods can be capricious, as The Old Vic and Olivier had to face in 1937, but the night I was there was rather magic with a deep blue sky, a calm breeze from the sea and the melancholy cries of seagulls high above the castle courtyard.

IMG_0684

As I left the castle and walked along the moat reflecting the light from the many torches placed on the banks, I couldn’t help remembering one of my favourite descriptions of a Hamlet production at Kronborg by the famous Danish author Karen Blixen (also known as Isak Dinesen and the author of Out of Africa). Blixen had come to see Gielgud in 1939, which resulted in a life-long friendship between them. In a letter to her sister, Ellen Dahl, she describes the last night of Gielgud’s performance on a clear and starry evening, and how she joined ‘Hamlet’ (in his long cape) and ‘Horatio’ on the Kronborg bastions for a cigarette during the acts, unsure where Shakespeare’s imaginary Elsinore began and ended..

IMG_0728

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Lov, ret og retfærdighed: Shakespeares aktualitet i ‘Measure for Measure’

Standard

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at gense Shakespeares ’Measure for Measure’, produceret af Cheek by Jowl i samarbejde med Pushkin teatret fra Moskva, som i aften spiller for sidste gang som en del af HamletScenens ’Shakespeare Festival at Hamlet’s Castle’ på Kronborg. Jeg blev endnu engang imponeret af den knipskarpe iscenesættelse og fremragende skuespiller- præstationer (som også har begejstret danske anmeldere); og ikke mindst den måde hvorpå iscenesættelsen formår at fremhæve stykkets forbløffende aktualitet. Det gælder både dens subtile hentydninger til nutidens Rusland og dens glimrende forståelse og præsentation af tekstens provokerende og tankevækkende indhold om lov, ret og retfærdighed.

3

Foto Bo Nymann

Shakespeare interesse i juridiske spørgsmål bemærkes ofte, og jurister har i lang tid gengældt interessen ved udforske juridiske spørgsmål via Shakespeares teaterstykker: Flere britiske og amerikanske universiteter udbyder i øjeblikket kurser i jura og Shakespeare Det er atter Shakespeares evne til at få os til at grunde over de verdensanskuelser og begreber vi anvender, som anses for nyttig og berigende for jurister såvel som for teater – og litteraturforskere. I den følgende tekst har jeg spurgt højesteretsdommer Anne Louise Bormann til råds om Shakespeares udforskning af retsfilosofiske begreber i ’Measure for Measure’.

Shakespeares aktualitet i ’Measure for Measure’

2016 har som forventet vist sig at være én lang verdensomspændende fejring af 400-året for den engelske digter og skuespilforfatters død i 1616. Det har naturligvis også givet anledning til adskillige bud på hvorfor hans værker stadig forekommer os at være så uimodsigeligt aktuelle i dag, deriblandt en efterhånden velkendt insisteren på at Shakespeare har opnået universel og tidløs status, fordi han formår at beskrive situationer og følelser, som alle mennesker kan genkende på tværs af tid, sted og kulturelle tilhørsforhold.

Problemet er dog at dette mantra ofte ikke har så forfærdeligt meget at gøre med det specifikke indhold i Shakespeares værker og i værste fald kan få os til både at overse og misforstå hvad han egentligt repræsenterer. Ingen tvivl om at Shakespeare er aktuel og har været det de sidste 400 år (og sikkert vil vedblive at være det de næste 400), men at kategorisere Shakespeare som en ’klassiker’ uden udløbsdato og med universel relevans er lidt for nemt. Når vi siger at vi alle kan genkende os selv i Shakespeare, kommer vi til at bruge ham som en velkendt stemme, vi gang på gang vender tilbage til for at få bekræftet noget vi allerede ved. Det har en snært af basal gentagelsestrang (’den samme godnathistorie som i går og i forgårs, Far!’), men Shakespeares aktualitet består ikke i hans evne til at beskrive noget, som vi allerede ved. Den består i præcis det modsatte: til at få os til at tvivle på det, vi tror vi ved. Hamlet – vores egen danske prins – er naturligvis tvivleren par excellence, men kernen i alle Shakespeares værker er tvivlen, som via hans geni bliver en etisk fordring. Shakespeare viser os at ingen menneskeskabt virkelighed er så absolut, at man ikke kan vende den på hovedet eller på vrangen, og han opfordrer os igen og igen til at udfordre og afklare fundamentale begreber i vores opfattelse af verden, os selv og hinanden.At se eller læse et af Shakespeares teaterstykker træner vores kritiske sans og vores evne til at tænke selvstændigt og originalt – hans publikum er aldrig passive vidner til de begivenheder, der udspiller sig for deres øjne, men opfordres direkte eller indirekte til at tage stilling. Og meget ofte viser Shakespeare sit publikum, hvordan de begreber som politikere og andre magtpersoner griber til i deres retoriske udspil både kan – og skal – udforskes og afklares. Hvis vi hovedsagligt fokuserer på Shakespeare som en repræsentant for de store følelsesdramaer, kan vi også gå glip af hans fabelagtige indsigt i politiske magtspil. Få kan som Shakespeare iscenesætte magtmisbrug, korruption og autokrati, og belyse hvordan sådanne processer opstår. Interessant nok har Shakespeare da også været meget flittigt citeret i britiske medier under de seneste ugers ’Brexit’ drama, hvor udviklingen i den britiske regering begyndte at ligne slutscenen i Hamlet, hvor det meste af det danske hof er døde, og Fortinbras kan samle kronen op og sætte den på sit eget hoved.

I den mørke, morsomme og uhyre spændende ’Lige for Lige’, er det især begrebet ’retfærdighed’, der granskes med Shakespeares sædvanlige dybde og indsigt. I løbet af stykkets nervepirrende handling – som leverer korruption, sex, forvekslinger og afhuggede hoveder for alle pengene – kommer Shakespeare igen og igen tilbage til hvad retfærdighed betyder og hvilket ansvar der hviler på alle, som skal udøve retfærdighed fra en magtposition. Stykkets titel ’Measure for Measure’, som vi på dansk oversætter til ’Lige for Lige’, er direkte hentet fra ’Bjergprædikenen’ i Mattæus Evangeliet, kapitel 7, vers 2, hvori det hedder: ‘Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.’ Dette har inspireret (og forvirret) kritikere til at læse stykket som alt fra en kristen dommedagsallegori til en subtil udfordring af autoritets – og magtpositioner af alle slags. Vigtigt er det dog at pointere at Shakespeare – på sin karakteristiske udogmatiske facon – skaber en handling, hvor både syndere og de renfærdige slås med så moralsk-ladede begreber som retfærdighed og barmhjertighed. Publikum konfronteres med en række forskellige fortolkninger og må til sidst selv vælge side.

Handlingen foregår i et fiktivt Wien gennemsyret af destruktive seksuelle drifter, og det farverige persongalleri spænder fra bordelmuttere og småkriminelle til dommere og præster. Hertugen af Wien vil have orden og moral tilbage, men overlader oprydningsopgaven til sin rigsforstander, Angelo: en embedsmand med isvand i årerne, der straks går til sagen. mens hertugen selv forklæder sig som munk og derefter bevæger sig ind og ud af handlingen som en mystisk kutteklædt observatør og manipulator, førend han til sidst står frem og reder stykkets tråde ud. I sin nye magtposition handler Angelo ud fra et princip om, at loven ikke må ende som et fugleskræmsel, der mister sin effekt efter fuglene har opdaget at det er ufarligt. Den første, der får dette at mærke er Claudio, en ung mand fra Wiens bedre borgerskab, som er kommet til at gøre sin trolovede gravid i modstrid med en gammel lov, der foreskriver dødsstraf for sex før lovformeligt ægteskab. Det viser sig dog, at han har en smuk og veltalende søster ved navn Isabella, som går i forbøn for sin bror hos Angelo. Mødet mellem Angelo og Isabella er en af stykkets absolut centrale scener og udvikler sig til en skarp udveksling, ofte beskrevet som en debat mellem barmhjertighed, repræsenteret af Isabella, over for Angelos strenge retfærdighed.

image008

Foto Bo Nymann

Flere af Shakespeares stykker indeholder retssager, der på forskellig vis udforsker lovens betydning og virke og ligesom i ’Lige for Lige’ sætter begreber som retfærdighed og barmhjertighed på spidsen. Den mest berømte er vel nok sidste scene af ’Købmanden fra Venedig’, hvor købmanden Antonio er meget tæt på at miste et pund af sit eget kød, men i sidste øjeblik reddes af juridisk snilde. En retssag indeholder mange elementer, der kan minde om et skuespil, hvor aktørerne – forsvarer, anklager og dommer – har hver sin rolle og sine replikker. Det har Shakespeare sikkert heller ikke kunnet undgå at lægge mærke til. Udforskningen af begreber med retsfilosofisk betydning er aldeles aktuel i et skuespil som ’Lige for Lige’. Ifølge den danske retsfilosof, Alf Ross, er en dom retfærdig, hvis den er regelret, altså i overensstemmelse med en gældende lov, og det er Angelos. Faktisk accepterer Isabella også i første omgang Angelos dom med ordene ’strenge, men retfærdige lov: jeg havde en bror’.

En retfærdig dom kan forstås ganske enkelt som en dom i harmoni med retlige regler, så den, der begår en handling, ud fra retsreglerne kan forudse, hvilken dom handlingen vil medføre, og det er vigtigt at holde fast i, når det hænder at ’retfærdig’ eller ’uretfærdig’ bruges i deskriptiv forstand af en person, som er for eller imod indholdet af en given regel eller lov. For Alf Ross er dette blot et eksempel på en ganske subjektiv eller følelsesmæssig argumentation. Derfor kan Claudio og Isabella principielt ikke kritisere Angelos dom, fordi den ikke er til deres fordel, men er nødt til at acceptere den. Det synes Isabella også at erkende, for hun appellerer ikke til Angelos retfærdighedssans, men til hans barmhjertighed, et andet begreb, som tydeligvis interesserer Shakespeare. Barmhjertighed er i langt højere grad en personlig refleksion og handling – Isabella beder Angelo sætte sig selv i Claudios sted og granske sit eget synderegister – hvorimod Angelos retfærdighed er ganske upersonlig: hans svar er ganske enkelt at ’det er loven, der dømmer ham, ikke jeg’.

Der, hvor problemet med retfærdighed opstår, er ikke så overraskende når en domfældelse er ledt af personlig interesse. Og det må siges at være tilfældet, da det viser sig at Angelo i løbet af diskussionen med Isabella til sin egen overraskelse bliver så tiltrukket af hende, at han til sidst tilbyder hende at frikende hendes bror, hvis hun vil indvillige i at begå selvsamme synd, som han er dømt for. Isabella må nu forsøge at redde sin brors liv uden at ofre sin egen uskyld, og resten af stykkets handling bruges på at komplicere (men til sidst at løse) denne umulige situation. Alt sammen akkompagneret af Shakespeares filosofiske dybde, ironi, iblandet sjofle vittigheder på bedste vis.

Pointen i ’Lige for Lige’ er dog ikke så simpel at en dommer kan synde i tanke eller gerning og derfor ikke bør dømme andre – dette er Isabellas argumentation, men følger samfundet denne, ville det i sidste fald blot betyde anarki. Shakespeare viser i stykkets sidste scene – hvis spændende og overraskende indhold ikke skal afsløres nærmere her – en ny fortolkning af ’retfærdighed’. Forskellige positioner italesættes – fra ubetinget kristen tilgivelse til et ubønhørligt gengældelsesprincip – men stykkets sidste udsigelse er et ubesvaret spørgsmål, som publikum selv må tage stilling til.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

‘Indian Shakespeares on Screen’

Standard

As this intensive Shakespeare year intensifies towards the end of next month, Shakespeareans are spoilt for choice when it comes to great events, exhibitions, performances and more! One of the highlights in my view is the conference on ‘Indian Shakespeares on Screen’ at Asia House accompanied by screenings of Indian film adaptations at BFI Southbank – some never previously shown in the UK! The event is steered by a brilliant team consisting of Thea Buckley, Koel Chatterjee, Varsha Panjwani and Preti Taneja, who are bringing academic and cinematic stars to London, including superstar director Vishal Bhardwaj for roundtable sessions and Q&As.
Look at this schedule of BFI screenings – tickets are available from the BFI site..

Fri 29 April: 18:50
Introduction to the film by Koel Chatterjee
Screening of Maqbool (Macbeth)
Vishal Bhardwaj (director) & Abbas Tyrewala interviewed by Thea Buckley

Sat 30 April: 14:00
Introduction to the film by Koel Chatterjee
Screening of Omkara (Othello)
Vishal Bhardwaj (director) & Robin Bhatt & Abhishek Chaubey (writers) interviewed by Varsha Panjwani

Sat 30 April: 18:40
Introduction to the film by Koel Chatterjee
Vishal Bhardwaj (director) & Basharat Peer (writer) interviewed by Preti Taneja
Screening of Haider (Hamlet)

Shakepeare and Indian-Final Poster

‘Those Danes are obsessed with the Bard of Avon’..

Standard

Or at least this is what The Guardian’s Julia Raeside claims in a review of the Danish TV series 1864 shown this year on BBC4.. I think she’s probably right, but why do the Danes refer to Shakespeare again and again? I tried to answer (or at least reiterate) that question at the recent international conference on Shakespeare and Scandinavia at The Rose Theatre, Kingston.. Recording available here..